lørdag den 20. oktober 2018

Dag 16 : Besøg i tempel 34 og 35 på en fin, men lidt rodet dag

I løbet af formiddagen besøgte vi tempel 34 Tanemaji og tempel 35 Kiyotakiji. Begge templer var relativt beskedne i forhold til dem vi har besøgt de foregående dage.

Tempel 34 havde en nydelig Kukai-statue, hvor man virkelig kan se, at han var en vandringsmand.


Tempel 35 lå 130 meter oppe ad bjergsiden og havde en flot udsigt over det totalt flade landbrugs- og by-landskab.


Som vanligt giver fotografiet kun et ringe indtryk. Templet havde en række anderledes figurer, blandt andet dette mystiske røde væsen.


På vejen til tempel 35 blev vi mødt af en sød gammel mand med en lille kurv fyldt med små hjemmelavede bogmærker - eller hvad man nu skal kalde dem - med firkløvere i.


Vi fik hvert ét af dem. Det var dog ikke første gang vi fik det, der kaldes “osettai”, som er små gaver, som lokale folk ofte giver til de henroer, der kommer forbi. På den anden togtur fik både Hanne og jeg og en tredje henro hver en 100 yen mønt af en dame på toget. Så har vi fået appelsiner, en mand sad ved vejkanten ved sin bil og bød på iskold grøn te, vi har fået små mandelkager og da vi en dag købte noget brød hos en bager fik vi en pose “imo kempi” oven i købet.

Vi troede, det vi fik, var ristede brødskorper vendt i sukker og vi har virkelig nydt dem. I dag fandt vi ud af, at imo kempi er ristede “sweet potatoes” oversprøjtet med sukker. Det gør nu ikke nydelsen mindre.

Efter besøget begyndte rodet, for det har været pløkumuligt for os at finde overnatning mellem tempel 33 og 36. Tempel 36 er jo næste nummer og det ligger 30,7 km fra tempel 33, hvor vi sov en minshuku lige overfor templet.

Så i dag har vi først gået fra tempel 33 over templerne 34 og 35 til byen Tosa, hvor vi med hjælp fra Dany og Serge (de havde mailet et foto af en buskøreplan), samt fra en tilfældig, men utrolig sød knægt/ung fyr fandt frem til det rigtige busstoppested med den rigtige bus. Køreplanen sagde kl. 14:10 og kl. 14:10 kom bussen, det kørte os TILBAGE til Kochi. Her overnatter vi på et hotel Ryoma, for så i morgen at tage bussen mod tempel 36. 

Det har været en noget besværlig og kringlet løsning og det har også føltes lidt absurd at komme tilbage til en by vi allerede har været i. Kochi by har ifølge Wikipedia ca. 300.000 indbyggere, men vi oplever virkelig byen som en storby med et livligt centrum og masser af spisesteder, samt busser, sporvogne, togstation og lufthavn. 

Ved stationen ligger en turistinformation, hvor en engelsktalende sød ung kvinde hjalp os med oplysninger om bussen i morgen. Det var dejligt at kunne kommunikere på ét fælles sprog. For det meste er det rigtig rigtig svært, selvom det jo stort set altid lykkes at få en overnatning, noget at spise, vasket tøjet osv. Hanne er i øvrigt blevet Danmarksmester i japanske vaskemaskine og tørretumblere.

4 kommentarer:

Jytte sagde ...

Mystisk rødt væsen
Festligt klædt beskytter ånd
Eller kommunist.


Kærlig hilsen
Jytte C

schaila sagde ...

To geishas, ænder
Malet med hårfin pensel
En blomstrende gren


(Kærlig hilsen K. og W.)

(Alt dette kan man se på en smuk gammel imari-tallerken, vi har købt sidste søndag til rimelig penge på loppemarkedet i Forum)

Anonym sagde ...

Æv, hvorfor viser I ikke maden og bogmærkerne?

Anonym sagde ...

Gad vide om hotellets navn Ryōma er efter den særlige person fra mejitiden?