lørdag den 6. oktober 2018

Dag 2 : Næsten hedeslag og solskoldet fra tempel 6 til 10

Der kom absolut ingen tyfon i dag. Jeg havde allerede luret det i løbet af natten, for når jeg var oppe og foretage det fornødne nattepisseri, så var det fuldstændig stille uden for, og om morgenen var der blå himmel og sorte skyer og en flot hel regnbue. Så noget var ændret.

Det forfærdelige er så, at efter at have brokket mig over gårsdagens regn skal jeg i dag brokke mig over dagens sol! Ingen dag uden brok.

Men solen og varmen og den ekstreme fugtighed gjorde vandreturen forfærdelig hård i dag. Det var helt vidunderligt at vejret var skiftet, men skiftet var lidt for meget af det gode. Vi har oplevet megen varme, når vi har vandret, men ikke kombineret med fugtigheden. Vi - især jeg - svedte og vi drak og drak af vand og læskedrikke, som vi jo kunne trække i de utallige automater, der står bogstavelig talt alle vegne. Alligevel kunne jeg kun vride nogle få dråber ud én gang undervejs på turen! 

Det var en hård dag, men vi fik besøgt templerne 6 Anrakuji, tempel 7 Jurakuji, tempel 8 Kumadaniji, tempel 9 Horinji og tempel 10 Kirihataji.

Vi har gået 25 km i dag efter Hannes skridttæller og 23 i følge guidebogen. 


Som det ses er jeg sommerlig klædt, da jeg slå på gonggongen på tempel 10.

Det var også ved tempel 10, at Hanne tog dette fine foto af damen, der skriver i bogen og giver de tre røde stempler.


Nå, men bortset fra strabadserne var det en god oplevelse at gå gennem det japanske landsby-landskab. Mange smukke og fine huse, men naturligvis også noget skrammel. 

Især det japanske elledningsnet ligner noget, der er sat op af en klunser. Jeg kan nu bedre forstå, at der altid skrives om tusindvis af  hjem, der er uden strøm, når en af de utallige naturkatastrofer har ramt Japan. Det er fint at se de mange rismarker og de mange andre marker med grøntsager, som ligger mellem husene .
Vi har næsten mødt for mange søde vesterlandske pilgrimme til at nævne her, men alligevel skal nævnes en ung dansk fyr, som gik turen på vej hjem fra Nepal. Ham møder vi sikkert mange gange siden hen.

Vi skulle være på vores ryokan Yoshino (ligger lige før tempel 11) senest kl. 17, og det lykkedes os at være der en halv time før, men sveden drev af os begge og vi var totalt udmattede og mærkede af solen. Ingen af os benyttede det super varme japanske karbad, men tog snarere kolde styrtebade, hvilket hjalp lidt på situationen.

Både værelset og middagen i dag var væsentlig bedre end i går, men mærkeligt nok skal vi betale 500 yen mindre pr. næse her i forhold til prisen i går.

4 kommentarer:

schaila sagde ...

Gongongen runger
Stemmen fra svundne tider
Fuglene lytter



(Kærlig hilsen K. og W.)
(Tak, Jesper, at du meddeler nøjagtigt templernes navne, så kan vi rigtigt være med og finde en masse billeder af de skønne bygninger og stenlygter (Ikekomi-doro, Ashitsuki-doro eller Tachi-doro)på nettet)

Jytte sagde ...

Hjemlig andedam
Har mistet sin troubadour
Musikken lever


Kærlig hilsen
Jytte C

lisbo sagde ...

Kære begge
Nu har vi fortalt Erna, hvordan hunkommer på bloggen. Dejligt I har fået sol og varme, så må I lide under fugtigheden.
Mange hilsener også fra Erna, som er her til kaffe. Knus, knus Lis og Bolette og Erna

Kitajaur sagde ...

Önsker Jer en fin og oplevelsesrig tur.