onsdag den 24. oktober 2018

Dag 20 : Ingen templer idag, men smukt vandrevejr i smukke landskaber

Det var dejligt at vågne op til en solskinsdag og en ny vandredag. Vi har gået 23 km gennem smukke landskaber og nydt det!

Først lidt kedeligt ud af byen Nakamura og så langs den store Shimano River.


Derefter igennem nogle smukke dale med de fuldstændig grønklædte bjerge på alle sider. Vi har aldrig set så meget grønt som her på Shikoku. Alle bjergene, vi indtil nu har set, har været totalt dækket med skov. Vi har ikke set et eneste sted, hvor man kunne se klipperne nedenunder. Alt er bare grønt, grønt og grønt. Vi håber lidt på, at skovene ændrer farve efterhånden som efteråret indfinder sig, men den unge belæste fyr vi mødte for snart længe siden, mente vi var for langt sydpå til et farveskift.

Og så har vi igen mødt fantastisk søde mennesker. Vi fandt på vejen et lille sted, som serverede kaffe.


Vi bestilte og fik kaffe og te hos det gamle par, det havde stedet, men så kom de med et par appelsiner og en kop grøn te, og da vi ville betale, så måtte vi ikke!

Hanne er lidt frækkere end mig, så hun fik den gamle mand med ud til foto.


Det var et kært gammelt par og det sted de havde, var virkelig rart og formentlig så originalt som det kunne være. Man følte sig godt tilpas dér. 



Senere på dagen mødte vi én, vi ikke følte os så tilpas ved.


Den var mindst en meter lang og tommetyk.

Vi mødte også matchende farver på blomstrende træer.


Sidst på vandreturen nåede vi igen ud til Stillehavet, som i dagens sollys havde fået lidt mere farve end vi havde set tidligere på Shikoku- turen. Og smukt var det.




Det er altid umådeligt spændende når vi kommer frem til vores overnatningssted, hvad det er vi møder og hvem vi møder. Idag var det igen et helt vidunderligt sted: en minshuku Isaribi. Det ligger med udsigt ud over Stillehavet og her er udsigten fra vores værelse.


Det bedste var dog badet - ofuro’en - som Hanne og jeg for første gang på Shikoku kunne nyde sammen.


Her er badet også med udsigt over havet. Jeg skal undlade at vise stødende billeder af de to badende. 

Dagens højdepunkt kom dog lige efter vores aftensmad (som blev serveret kl. 17), da vores vært kom - nærmest løbende - op og bankede på døren og for hen og trak nogle japanske matterede ruder til side og viste os fuldmånen lige ud for os. 


Endnu en fin dag med superfine oplevelser og en enkelt træls tur gennem en 1610 meter lang tunnel. Tunnelturen er dog hurtigt glemt i glæden over ikke at skulle klatre over et højt bjerg.








3 kommentarer:

schaila sagde ...

I støvet et glimt
Se, en perle en har tabt
Jeg vil gemme den


(Kærlig hilsen K. og W.)

Jytte sagde ...




I dag får I lige en hilsen hjemmefra


Vi savner Hanne
Til gåture og kortspil
Herhjemme hos os


Nu falmer skoven
Trindt om land her i Danmark
Morgendis og rim

Gulbrune blade
I hob og dybe dynger
Giver forårsmuld.

Æbler i kasser
Modner og dufter lifligt
Varsler snarlig jul.


Og så lige lidt aktuelt Japansk

Slange på vej.
Lige lugt i paradis
Men hvor er æblet

Knus Jytte C

lisbo sagde ...

Fortsat god tur ønskes af Lis og bolette