På Shikoku i Tokushima

Flyveturen fra Helsinki til Kansai International Airport (eller KIX), der ligger lidt syd for Osaka gik helt fint, selvom det er ganske anstrengende at sidde op og ned i 9 1/2 time med bippende lyde, når folk kalder på stewardesserne, eller hylende småbørn, der får ondt i ørerne. Finnair-folkene og servicen ombord var helt fin, selvom vi bare var på “economy”.

Vi var fremme til tiden kl. 8:55 efter at have fløjet fra Helsinki over det ganske Rusland, for så at dreje ned over Kina, hen over Peking, så Sydkorea for at slutte på den kunstige ø, der er Kansai lufthavnen. At den havde været oversvømmet for en måned siden kunne vi overhovedet ikke hverken fornemme eller se.

Vi havde, som de pligtopfyldende gamle borgere vi er, udfyldt vores immigrationskort i flyet, så vi gled glat og hurtigt igennem efter at hver vores to pegefingre aftryk var taget og vi var blevet fotograferet af en maskine. De to unge kontrollører fnisede en del ved behandlingen af to danskere. Sådan virkede det i hvert fald. Måske fordi vi var ret sjældne fugle på deres vej. Heller ikke toldbehandlingen tog særlig lang tid, og her kunne den unge tolddame først forstå, at vi havde så lidt bagage med, da vi fik forklaret det med pilgrimsvandringen “o henro”. Så lyste også hun op i et stort smil eller næsten grin. 

Jeg havde som vanligt forestillet mig, at det var enormt besværligt at finde ud af at købe busbilletter og finde busstoppestedet, men det var snydenemt.

Så allerede klokken 10:05 kunne vi køre fra Kansai i en bus mod Shikoku. Jeg havde nataurligvis også forestillet mig, at vi skulle kæmpe om pladserne i bussen, men udover den hvidhandskede chauffør var vi kun i alt fem passagerer og kun Hanne og jeg skulle helt med til Tokushima Station. 

Det var en mærkelig køretur for hele den første times kørsel foregik i første sals højde! Motorvejen var simpelthen bygget hen over det hele og mange steder var motorvejen i to etager. Først efter næsten to timer var vi så langt fra Osaka-metropolen, at vi så grønne marker og skovklædte små bjerge. Vi har heller aldrig set så mange broer på én dag som i dag. Ufatteligt i et land med så mange jordskælv.

Vi var ved hotellet ved 13-tiden. Jeg havde booket ét, der lå lige med Tokushima Station.

Det var super dejligt at få et bad, børste tænder og sove et par timer inden vi her til aften gik i ud for at få lidt at spise. Men hold da mund: INGEN STEDER står der noget som helst på menuerne - andet end tallene (prisen) - der er til at forstå. Vi endte så på et lille lokalt sted, hvor de havde udstillet retterne i vinduet, så vi kunne pege. Vi fik naturligvis valgt alt for meget, idet vi valgte to retter, men ikke tænkte på/vidste at der også kom suppe og ris med. Det smagte glimrende og  der var rigeligt. Med to øl - vi vidste ikke man fik isvand til - blev det 175 kr.

På hotellet fik vi lige efter vi var ankommet pakken med den lejede wi-fi router.

Det var altså dejligt! For selvom, der er fint internet/wi-fi her på hotellet, så er det jo ikke sikkert, det er sådan ude på landet.

Det er vanskeligt, når man nu er vant til altid bare at kunne gå på nettet, ikke at skulle kunne det, selvom nogle måske vil sige, at vi da burde kunne undværet det på en pilgrimsvandretur.

Men så kunne jeg jo heller ikke sende sådanne søde billeder som dette af Hanne i hotellets lidt pudsige badekåbe/kimono.