tirsdag den 13. september 2011

Oliva de Plasencia - 103 km.

Så har vi endelig rundet de første hundrede kilometer efter at have gået 19 km i dag. Det er dejligt, selvom vi har været lidt længe om det. Faktisk følger det også planen hjemmefra på trods af heden.

I dag var vi lige ved at ryge af sporet, men takket være endnu en utrolig sød og hjælpsom spansk pige gik det alligevel. Jeg havde fundet et Casa Rural i Oliva de Plasencia, som gjorde at vi med en omvej på 6,2 km kunne få en overnatning, der igen muliggjorde en nogenlunde rimelig dag i morgen. Da vi efter vores 19 km ved 13-tiden stod i Oliva de Plasencia og spurgte en pige om vej, viste det sig at ligge "1 km" udenfor byen. Hun ringede og aftalte med ejeren, og vi begav os på vej. Det var meget varmt. Lidt senere kom pigen i sin bil, samlede os op og kørte ret langt med os til Casa Rural Villa Caparra. På gåben var vi omkommet!

Vi har nu aftalt med ejeren, at han kører os tilbage til Via de la Plata i morgen kl. 9. Han har også mod gode ord og betaling sørget for mad til os. Huset ligger langt væk fra alting. Men her er dejligt, fredeligt og her kl. 16.30 er der 33,7 grader i skyggen på terrassen. Dejligt at blogge i, men ikke at jogge i ;-)

Vi begyndte vores vandring klokken halv otte. Det er lige lyst nok til at vi kan finde vejen ud af Carcaboso, men kun fordi vi har research'et aftenen før. De første 12 km går gennem et frodigt landskab, der afløses af kæmpestore områder med græssende kvæg under korkege. Meget smukt og megen skygge.
De sidste 6 km var langs en befærdet landevej med glammende hunde bag mere eller især mindre betryggende gitre. Det var ikke så sjovt, men vi havde den store fryd undervejs at se 4 (fire) sorte storke ved en vandhul ved vejen. De var smukke og anderledes, og må være noget sjældne for vores vært så lidt misundelig ud, da vi fortalte det.


2 kommentarer:

schaila sagde ...

wunderbar, das läuft ja wie geschmiert. Vergesst das Ölen mit gutem Rotwein nicht! Kirsten und Wolfgang

jmc sagde ...

Tillykke. 100 km. I den hede. Også de følgende dage, men Glæd jer til mandag, der er meldingen for Madrid: omkring/lidt under 25 grader.
Gribbe, sorte storke og oveni en sød spansk pige. Hvad mere kan man ønske sig på en sådan dannelsestur!
Her er der ingen af delene. 51 % til rød blok - 49% til blå, her 46 timer før afgørelsen. Nogle opgaver til jer til løsning ved næste hvil, så I kan føle jer hjemme i valgkampen: Hvem har valgparolen: Et dyrepoliti og mere dyrevelfærd. Kristendemokraterne, DF eller SF? Og hvem har indrykket annoncen, der fylder to sider: Hvordan skaber I - Helle og Villy - tryghed hos boligejerne ved at hæve skatterne med 27.000 kr per familie? Og denne, hvem er afsenderen?: "Per mister 232.089 kr i efterløn". Og hvem er denne bemærkning rettet til: "Husk at grænseoverskridende krimininalitet bedst bekæmpes ved at kigge ud over grænsen".