onsdag den 5. september 2012

Aumont-Aubrac til Nasbinals 115,5 km ialt


De 26,5 km vi har gået i dag var meget, meget lettere for os end de 27 km i går. Det er naturligvis dels fordi vi kommer i bedre og bedre form, dels fordi selve ruten nok var lidt lettere i dag. Der var ikke så mange lange stigninger og fald på ruten i dag som på ruten i går.
Det fremgår af de kommentarer til bloggen, som vi normalt elsker at læse, at både lommepsykologer og rigtige cand.psyk.'er mener vi er sindssyge. Hvad sindssygt er der i at vandre 27 km for at opleve og se verden, og samtidig tabe sig og nyde fire retters fransk mad om aftenen, så man må gå i seng kl 21:18 overtræt og -mæt og så stå op kl 6:30 næste morgen og gentage det hele een gang til?
Når man så opdager, at man (Jesper) på gårsdagens hotel i Aumont-Aubrac er blevet skambidt af et eller andet, som kunne tyde på Chemin St. Jacques mareridt: VÆGGELUS, ja, så kan det jo være, der er noget om snakken.
Men, men:
Det er faktisk helt vidunderligt at vandre af de fantastiske franske stier, som bare er saa velholdte og gennemførte. Landskabet skiftede i dag. I går var der masser af skov og fede arealer, hvor de store kvægflokke græssede. Skovene kunne som skrevet i går ligne svenske skove, men i dag blev det hele meget mere raat. Landskabet blev mere barsk. Ingen skove, men store arealer med marked med smukke kvægflokke, indrammet af stengærder. Måske lidt norsk højfjeld kom der over det.
Hvis nogen synes, at vi ikke virker så begejstrede som vores første Camino-vandring, saa skyldes det måske, at det franske højland vi har bevæget os i ikke virker eksotisk eller fremmedartet paa os, men som noget vi kender fra Norden. Man skal jo huske på, at vi i adskillige dage har befundet os i mellem 1000 og 1300 meters højde.
Billedet viser Hanne med hat og et flot rønnebærtræ og den stadig mørke himmel.
Vi håber, at samtidig med at vi i morgen bevæger os ned i godt 800 meters højde, så vil vejret også blive lidt bedre. Med lidt bedre menes varmere og mere sol.
4.9.2012 La Randonnée  Et tostjernet hotel som åbenbart ikke har gjort noget større indtryk. (124,50€ for halvpension og vin).

Ingen kommentarer: