mandag den 3. september 2012

Saugues til Le Sauvages 62 km i alt


Der kom ingen blogpost i går, for på det Gite vi overnattede på var der hverken telefonsignal eller endsige wifi. Det var ikke fordi der var strømafbrud eller lignende, men fordi vi var så langt uden for lands lov og ret. På et rigtigt flot sted faktisk!
Nå, men selve vandringen på tredjedagen var på 20 km og uden de store problemer. Vejret var stadig diset og gråt, og der var en enormt kold vind. Ikke hele tiden, men pludselige vindstød.
Det er et meget flot og varieret landskab, vi går igennem. På mange måder minder det om Skåne eller Halland med hensyn til vegetationen og stemningen. Vi befinder os jo i godt 1000 meters højde, og det er gran og fyr og birk og blomster og svampe, der ligner det vi ser i Sverige.
Landskabet varierer mellem skov og marker og højdedrag og floder. Der er ikke mange kornmarker, men enormt meget græssende kvæg. Både malke- og slagtekvæg, men tydeligst mest slagte kvæg. Flotte dyr, der synes at leve rigtig godt.
Vi overnattede på et gite (= herberg), men havde fået et tomandsrum (= dejligt). Det lå utroligt flot og var vist fortsat også en stor lanbrugsbedrift. Det er selvfølgelig ikke så komfortabelt med hensyn til bad og toilet mv. At bo på et gite, men man møder en masse mennesker der. Det er faktisk enormt hyggeligt.
Det undrer os stadig, men vejret ligner ikke det vi kom efter, men snarere det hjemlige danske. Vi har foreløbig kun haft rigtig regn en dag, så måske er vi heldige, selvom vi godt kunne bruge lidt sol og varme.
2.9.2012 Gîte d'étape-Ferme Auberge-Domaine du Sauvage. Vi fik som nævnt eget værelse, men delte bad og toilet med de andre gæster. Til gengæld en dejlig middag ved fælles borde og vin for 58€ for os begge to og inkl. morgenmad. Eller med andre ord halvpension pr. næse for 29€.

1 kommentar:

Lars sagde ...

Kære Hanne og Jesper - her i DK har solen skinnet hele dagen og det er ca. +20 C - men de skønne oste har vi naturligvbis ikke...kh fætter Lars