onsdag den 5. september 2012

Nasbinals til St. Chely d'Aubrac 132,5 km ialt


Vejret er skiftet til det meget, meget bedre. Fra vores værelse kunne vi se den flotteste solopgang lidt over 7 i morges. Der lå stadig en dis i det fjerne, vi var jo i 1200 meters højde. Men det er blevet meget varmere og behageligere.
Vores vandring i dag gik over hele turens højeste punkt: "Mont d'Aubrac" på 1334 meter. Derfra gik det nedad gennem meget flotte skove og nogle dybe dale. Vi er nu nede i 810 meter.
Inden Mont d'Aubrac og også et langt stykke efter gik vi over nogle enormt smukke græsningsarealer. Indhegnede meget store områder, hvor kvæget går løs. Vi har aldrig set så mange køer og kalve som på denne tur. Og smukt er det at se på.
Et sted i dag gik der en stor gnaven tyr på den kæmpemark vi skulle henover. Det var ikke så sjovt at være alene to (tre) med et så stort dyr, der så så utilfreds ud. (Køerne gik lige ved siden af, men i en anden indhegning!)
Dagens billede viser mig foran den meget lille, men meget, meget søde lille by Aubrac, hvor vi forøvrigt drak kaffe/te og fik en skøn frugttærte.
5.9.2012 Hôtel-Restaurant Les Coudercous. Vi havde ikke værelse på selve hotellet, men i værelse i et lille hvidt hus med grønne skodder. Lidt primitivt, men ok til prisen. (102€ for halvpension).

2 kommentarer:

jmc sagde ...

Hjemkommet fra Esbjerg - og blev vel mødt af en stribe blog og fine billeder. I ser og oplever meget, men går også glip af ting i hjemlandet, eller hvad?!. I dag national flagdag - hærens mænd æres :-). Og Hanne må savne Roskilde Avis - uden den ingen mulighed for at følge med i Korsbæk. I gik også glip af "Open by Night" i Roskilde, med åbne butikker, boder i gaden - ifølge Roskilde avis en dejlig aften, hvor Roskilde viste, at det er en provins by med liv i. Og så holder Enhedslisten fyraftensmøde om "Finansloven, jobs og dagpenge" Det bliver sandsynligvis ophidsende :-(
Så bliver bare på ruten; der oplever i langt mere det spændende.
Lige en bemærkning til Galskab. "De virkelige vanvittige er alle os, der gør det samme igen og igen" - som Albert Einstein engang sagde. Det lommepsykologen og cand.psyk'en udtrykte var, at vi savner storartet galskab - det oplever vi I jeres blog. Fortsat god tur.

jmc sagde ...

Forøvrigt - lige en ting mere. Jeg fik nu smagt på min hjemmelavede ketchup. Den er blevet for tynd, og for lidt for sød. Men det er en helt anden oplevelse end den færdig, maskinlavede.